
Raymond Andersen har den här gången testat ytterligare ett flyg från Captain Sim.
InformationUtvecklare: Captain Sim |
Boeing B767 er en to-motoret, bredt skroget, medium størrelses jetfly bygget af Boeing Commercial Airplanes siden begyndelsen af 1980’erne. Udviklingen skete i samarbejde med den mindre Boeing B757 hvilket resulterede i delte design features der giver piloter mulighed for at opretholde type rating på begge flytyper på samme tid.
Afhængig af varianten er B767’eren udstyret med enten General Electric, Pratt & Whitney eller Rolls-Royce motorer, og har en kapacitet fra 181 og op til 375 personer med en rækkevidde på 7.130 – 11.825 km (3,850 – 6,385 nmi). B767 var Boeings første ”wide-body” der blev konfigureret med et glascockpit til begge piloter og er både bygget til militæret og til civile formål.
Jeg fik dette add-on direkte fra Captain Sim og download gik som sædvanligt, hurtigt og uden problemer – det er en super god forbindelse til/fra Captain Sims server hvilket er yderst vigtigt, især når man fx som mig downloader bade Base pack samt alle Expansion packs.
Installationen var som ved andre produkter fra Captain Sim, meget let, hurtig og dejlig brugervenlig – blot følg guiden og så klarer den resten. Efter installation åbnede jeg FSX for at tjekke at alt var placeret som det skulle, og selvfølgelig var det hele placeret korrekt. Det er super let at installere Expansion packs fra Captain Sim, da guiden finder ud af alt selv. Super godt. Alle de forskellige bemalinger lå fint placeret i Captain Sim mappen, og jeg kunne se at der var 20 forskellige bemalinger med til denne komplette pakke. Alle mini billederne var af de rigtige bemalinger og ikke blot et mini billede som generelt blev brugt til alle.
Base pack og Expansion packs udgør en samlet flåde indeholdende både de kommercielle versioner som 200 og 300 modellerne, men også fragt versionen og de 2 militær versioner – tanker udgaven og AWACS’en. Normalt ville jeg være helt tilfreds med kun de kommercielle versioner, men må indrømme at ved også at have de 2 militær versioner og fragt versionen, bruger jeg dette fly mere, og den samlede oplevelse er helt i top. Jeg har aldrig været inde i en KC-10 i virkeligheden, men jeg har dog faktisk været inde i en ældre tanker, nemlig B707 (KC-135), så at komme ind i Captain Sims KC-10 var som at se tilbage på den super oplevelse jeg tidligere havde haft og som jeg selvfølgelig aldrig kommer til at glemme.
Jeg startede med at tage en runde udenfor flyet, og her må jeg sige at Captain Sim virkeligt har gjort det godt og bevist at de har øje for detaljerne. Modellen er udvendigt lavet super godt med så mange forskellige detaljer og animationer at man nærmest blev helt målløs. Jeg så på Captain Sims hjemmeside at B767’eren havde vundet en del awards, så min forventning til dette add-on var meget høj, trods det blev jeg stadigvæk positivt overrasket over den grad af kvalitet jeg kiggede på.
Umiddelbart ser modellen ud til at være en perfekt kopi af den virkelige B767 og Captain Sim har animeret nærmest alt hvad man kunne tænke sig. Alt fra standard animationer som styreflader, døre, spoilere og landingsstel til lastrumsdøre og meget mere og det hele med en grad af detaljer som i deres B737 version. Texture kvaliteten er super god og modellen har et excellent finish. Kombinerer man dette med den grad af præcision og perfektion samt de ekstra views man får med, opnår man efter min mening en helt perfekt model.
Da jeg var færdig med den udvendige rundering gik jeg op af trappen og ind i flyet. Her startede jeg med den kommercielle udgave. Det første jeg opdagede var en komplet modelleret og animeret virtuel kabine. Alt var med og kabinen var fyldt med detaljer og forskellige animationer. Den virtuelle kabine strækker sig over både standard class men også first/business class, hvor sæderne er større og der er mere plads. Dertil er der også modelleret de forskellige områder til stewardesserne og maden etc. Jeg prøvede at flytte musen rundt og opdagede hurtigt at her var mange animationer. Man kan fx åbne/lukke de forskellige døre til hhv. cockpit, toilet og exit, dertil kan man også åbne/lukke bagagerumsboksene der er placeret under loftet og mange flere – så mande detaljer og animationer – Wow.
Efter at have brugt en del tid på at gå på opdagelse i den virtuelle kabine, bestemte jeg mig for at finde cockpittet. Her har Captain Sim lavet både et 2D og et virtuelt cockpit. 2D cockpittet er super flot lavet med rene linier, gode detaljer og kvalitets gauges. Det virtuelle cockpit er også virkelig flot lavet med igen mange animationer som knapper, håndtag, yokes, pedaler og andre systemer. Overhead og Pedistalen er begge komplet animeret med alle de forskellige systemer og selvfølgelig et super flot instrumentpanel med kvalitets gauges hvor alt er placeret præcist hvor det skal være. Man har også muligheden for at sætte sig i første styrmands sædet, og dermed flyve B767’eren som styrmand i stedet hvis det er det man ønsker.
Texture kvaliteten er kanon og det virtuelle cockpit har super god dybde og et virkelig flot finish. Den grad af detaljer jeg fandt ved den udvendige rundering, finder man også indvendigt – både i den virtuelle kabine, men så sandelig også her i det virtuelle cockpit. Jeg fandt nogle billeder af cockpittet i en rigtig B767 og sammenlignede dem med det virtuelle cockpit i dette add-on, og kan kun sige at Captain Sim virkelig har gjort sig umage. Alt er placeret perfekt som i en rigtig B767, og det er tydeligt at se at Captain Sim har taget alt med, helt ned i detaljen også inklusiv alle de forskellige systemer som alle er animeret super flot.
Overordnet er modellen utrolig virkelighedstro med enormt mange detaljer og animationer. Dette kombineret med textures af høj kvalitet, præcision og et superb finish giver simmere en sensationel add-on. Dog er der én ting – Det ramte mine frame rates hårdt. Jeg har en high-end computer og stadigvæk gav det mig problemer når jeg brugte B767’eren sammen med et meget detaljeret scenery, men dette kan der gøres noget ved, og efter at have tunet mine settings lidt ned, forsvandt de problemer jeg havde haft med mine frame rates.
Lydsættet er ganske fint – der er en meget realistisk spooling af motorerne og lydsættet inkluderer selvfølgelig også reverse thrusters og mange små andre lydfiler, der alle bidrager til en forøget realisme.
Min første testflyvning var fra Toronto/Pearson Intl (CYYZ), Ontario, Canada til Juneau Intl (PAJN), Alaska, USA i en kommerciel udgave af B767’eren med bemalingen Air Canada. På denne tur ville jeg afprøve ground handling, take-off, in-flight og landing med denne B767. Dertil ville jeg også afprøve autopiloten samt en generel test af de systemer en B767 har.
At taxi med dette kæmpemæssige fly var i begyndelsen lidt af en udfordring, og dette også selvom jeg var temmelig rutineret med en B737. En B767 er noget større og også en del tungere og dette skal man lige have i tankerne når man taxier. Hjulbremserne virker dog utrolig godt, så man har absolut ingen problemer med at få hold på flyet hurtigt hvis dette skulle være nødvendigt, men at dreje flyet viste sig at kræve en smule tilvending. En B767 er lang og det skal man huske hvis man gerne vil blive på taxivejen. Her handler det om at beregne sine drej præcist indtil man er helt fortrolig med hvordan vinklerne ser ud fra en B767 cockpit. Øvelse gør mester som man siger, og efter lidt tid var det faktisk alligevel slet ikke så svært. Jeg vil mene at, er man fx rutineret i taxi med en B747, så vil der ikke være den helt store forskel.
Så kom jeg til take-off, hvilket var dejlig let – blot sæt flaps, slip hjulbremserne og giv fuld gas. Turen ned af banen gav mig en god følelse af flyet der ligger utrolig stabilt og man har som pilot 100% føling med flyet der er let at korrigere med – her tænker jeg fx ved sidevind. Ved V2 begyndte jeg rotering og da jeg nåede 10 grader var jeg allerede i luften. De første par gange jeg prøvede rotering kom jeg til at rotere for hurtigt og fik derved en warning indikator. Jeg vil formode at denne warning var for at gøre mig opmærksom på, at hvis jeg fortsatte med den kraftige rotation, så ville halepartiet ramme banen – dette er en ret god detalje som jeg faktisk ikke har set i særlig mange add-ons.
Efter take-off steg jeg op til 34000’ som jeg havde sat til at være min cruise højde. De første 15000’ steg jeg på manuel styring for at få føling med flyet, men skiftede derefter over til autopiloten for netop også at få denne afprøvet. B767’eren er et super dejligt fly at flyve, det reagerer hurtigt på samtlige styreflader og når man er i luften føles den slet ikke stor og tung. Motorkraft mangler den bestemt heller ikke, så man har ingen problemer med at stige, hvis man selvfølgelig holder sig indenfor realistiske rammer.
Ved ankomst til Juneau lavede jeg en stejl decent for netop at afprøve effekten på spoilerne. Dette er animeret ganske fint og de værdier som Captain Sim har lagt ind er også gode. Her kan man virkelig se at hastigheden hurtigt forringes, og gør man dette i en kombination hvor du også sætter fulde flaps og med hjulene ude, så falder flyet nærmest som en sten, og man har absolut ingen problemer med at få smidt noget højde. Dette var helt sikkert en fed oplevelse og da jeg nåede 5000’ påbegyndte jeg en lang finale mod Juneau.
At lande en B767 var faktisk ikke speciel svært. Efter denne tur var jeg blevet meget fortrolig med flyet, og da jeg også tidligere har fløjet andre store fly, var det blot en tilvending hvilket kom virkelig hurtigt. Jeg landede blødt på asfalten umiddelbart efter at have passeret tærsklen, og dette endda i første forsøg. Herefter aktiverede jeg reverse thrusters og spoilerne for at reducere landingsrullet – faktisk brugte jeg slet ikke hjulbremserne under rullet, det var først da jeg skulle til at taxi af banen, så jeg konkluderer at jeg havde en passende lav hastighed til landingen og fik flyet fladet pænt ud, samt at effekterne fra spoilerne og reverse thrusterne var animeret super godt.
Jeg så også at der var en bemaling af en B767 Qantas, og dette var et fly jeg simpelthen bare måtte prøve. Jeg satte min anden testflyvning op fra Kingsford Smith Intl (YSSY), Sydney, New South Wales, Australia til Bali Intl (WADD), Denpassar, Indonesien som en charterflyvning. På denne flyvning ville jeg igen afprøve autopiloten, men lave både start og landing manuelt for øvelsens skyld.
Efter take-off aktiverede jeg autopiloten ved 3500’ og fløj hele turen på autopilot indtil jeg nåede mit decent punkt og start approach til Denpassar. Autopiloten i en B767 er meget simpel at bruge, og er man allerede ret bekendt med autopiloten i fx en B737’er, så vil man ikke have nogle problemer med at bruge autopiloten her - den er utrolig simpel og meget brugervenlig. På denne tur fik jeg nu rig mulighed for at nyde udsynet og det super flotte virtuelle cockpit med alle dens features. Jeg afprøvede nærmest alle de forskellige views der var inklusiv Første styrmandens sæde …hmmm… Jeg er normalt vant til at flyve fra kaptajnens sæde, så det udsyn man har fra højre side lå meget fjernt fra hvad jeg var vant til – faktisk så det virkelig svært ud fra denne vinkel, men jeg er sikker på at man selvfølgelig hurtigt kunne vende sig til det – dog må jeg sige at jeg bestemt helst vil sidde i venstre side.
Denne gang lavede jeg en stille og rolig decent og approach, og fik nu muligheden for at nyde udsigten over Bali med dens vulkaner. Jeg besøgte selv øen tilbage i 2008 og det var en fornøjelse at flyve en rolig approach til denne specifikke ø. Det var som at få et flashback – Jeg satte flyet pænt på banen og denne gang afprøvede jeg hjulbremserne sammen med reverse thrusters og spoilerne – damn den kan virkelig stoppe hurtigt. Efter landing taxiede jeg til gaten og lavede en semi-shutdown.
Jeg bestemte mig for at lave en tredje testflyvning hvor jeg virkelig ville blive udfordret, så her valgte jeg AWACS versionen. Denne version har en kæmpe radardisk monteret ovenpå flyet, hvilket efter min bedste overbevisning ville skabe en masse modstand og dermed give mig mere udfordring. Jeg fandt dog hurtigt ud af at der skulle mere til – korrekt at der er mere modstand, men dette giver kun udslag i et lidt længere startløb på banen og at man ved flyvning og landing skal have lidt mere kraft på motorerne for at holde hastigheden – ellers ingen problemer. Så bestemte jeg mig for at teste i forskellige vejrforhold med vind kommende fra forskellige retninger og nedbør som sne eller regn til at mindske sigtbarheden. Da jeg fløj turen med sidevind og med vindstød på op til 30 knob, fik jeg så sandelig udfordringer nok. At lande denne kæmpe B767 midt i en thunderstorm med disse settings var bestemt ikke let. Selvom flyet er stort og tungt og dermed også ganske stabilt må jeg indrømme at det tog mig en hel del forsøg inden det lykkedes mig at sætte flyet på banen. Jeg tror aldrig jeg bliver helt vant til landing i disse vejrforhold, og er også ret sikker på at havde det været i virkeligheden, havde man nok ændret bane i brug til værende en, som ikke lige havde sidevind.
Dette er helt igennem et super godt add-on som Captain Sim har lavet. Man får et add-on af meget høj kvalitet – modellen er super flot lavet og textures er af virkelig høj kvalitet. Dertil får man et hav af animationer og det med en superb grad af præcision. Dette kombineret med et perfekt finish og et realistisk sound set placerer dette add-on med en rating på 4,5/5-stjerner, hvilket er lig med Advanced Payware Level. Jeg takker Captain Sim for dette super flotte add-on som jeg nu har placeret i min virtuelle hangar, og jeg er helt sikker på at det bestemt ikke er sidste gang jeg skal have fornøjelsen af at flyve dette lækre fly.
RAYMOND ANDERSEN









